Skrevet af Rikke Kaalund/kaal 24. december 2013
Møgvejr var det. Regnen piskede ned, og det stormede.
Anemone og Gitte piskede også rundt for at nå det hele, inden de skulle mødes
senere på dagen til juleaften med deres børn.
Magnus var nu konfirmeret, hvilket havde sat præg på det
forgangne år. Isabella var lige blevet 6 år, og var startet i 0c. Anemone og
Gitte, havde stået faddere til hinandens børn, og fulgte dem tæt – især i de
seneste år.
Magnus´ konfirmation havde været en prøvelse. Både Jakob,
Gitte og Anemone havde siddet til højbords. Månederne op til Magnus´store dag
havde for Gitte havde været præget af usikkerhed og bekymring for hvordan dagen
skulle gå. Hun havde fået gennemtrumfet at Jakobs kone ikke skulle med til
festen. Hun kunne ikke fordrage hende og hendes korrekthed. Og det kunne Magnus
vist nok heller ikke.Henrik var også inviteret. Han var blevet en ven af familien, trods hans særheder var Gitte kommet til at holde af ham. Han var kommet direkte fra lufthavnen, og med sin sædvanlige mangel på situationsfornemmelse havde han købt en Iphone 5 til Magnus. Gitte synes, at det var alt for meget, og Jakob rynkede på næsen. Den gave overgik gaverne fra både forældre og bedsteforældre i værdi. Magnus var lykkelig! Henrik blev og hjalp med at rydde op, da Jakob listede af efter skrub-af maden. De talte lige så godt sammen som altid, de havde også fulgt hinanden tæt via Skype og Facebook. Henrik var nu udstationeret i Singapore. Der havde han fundet nye forretninger, så han havde ikke brug for Gittes hjælp til at hente pakkere længere. Selvom pengene havde været gode, var Gitte også lettet. Hun kunne jo godt fornemme, at det i hvert fald ikke var noget, hun skulle tale for højt om. Og de dyre gaver fik hun og Magnus jo alligevel.
Henrik kunne blandt andet fortælle, at Tommy nu var ansat i
jobprøvning på et misbrugscenter. Han havde været clean et år på det tidspunkt.
Det var efterhånden gået op for Gitte, at Tommy og Henrik havde fundet sammen
igen omkring misbrug og salg af kokain. Henrik havde levet jetset-livet, hvor
kokain var en del af en festlig aften. I modsætning til Tommy havde han formået
at holde forbruget på et niveau, hvor det ikke blev opdaget og hvor han stadig
kunne passe sit job. For Tommy derimod havde det medført, at han blev knaldet
af politiet, havde været i fængsel af flere omgange og havde udviklet et
misbrug, som han mistede kontrollen over. Gitte havde trods sine fordomme
efterhånden forstået at Tommy havde nogle udfordringer i livet, som hun ikke
selv havde, og som hun derfor i mange år ikke havde kunne forstå. Med hendes
egen sygdom og sårbarhed, havde hun nu et noget andet syn på andre menneskers svagheder.
Juleaften skulle fejres i Gitte og Magnus´ lejlighed. De to
40 –årige veninder havde aftalt, at det skulle være med fuld skrald. Kirkegang
om eftermiddagen, and, brune kartofler, sovs, ris alamande og juletræ til
loftet.
Anemone og Isabella ankom allerede om formiddagen, og så gik
de i gang med arbejdet. Børnene blev placeret på Magnus værelse, der var fri
adgang til alle elektroniske spilledimser, så de voksne kunne koncentrere sig
om at skabe den perfekte juleaften for dem alle fire.
”Hvordan går det med Tommy og dig?”, spurgte Gitte, da de
var blevet alene i køkkenet. Anemone svarede lidt nølende. De mødtes stadig af
og til, men det blev mere og mere sporadisk. Deres affære var flere gange
blevet afbrudt af Tommys fængselsophold og ”dårlige dage”, som han kaldte det.
”Hey! – du har ikke fortalt om postkortet, er det kommet?” afbryder Gitte.
Anemone fortæller, at det er det ikke, og at det faktisk undrer hende. Magnus og Isabella kom og afbrød, de keder sig. Anemone satte dem i gang med at pynte juletræet og lægge gaver under. Magnus brokkede sig noget, men bukkede sig for Isabellas begejstring. Anden røg i ovnen, de hvide kartofler blev skrællet og fløden rørt i risengrøden fra i går. Så var det på med stadstøjet og af sted til kirken. Anemone og Gitte følte sig virkelig som gode mødre med fod på traditionerne, da de traskede afsted med to modvillige børn i vind og regn mod den lokale kirke.
Selvom der måske manglede lidt familiemedlemmer ved det store bord, var de to veninder godt tilfredse med deres indsats, da maden var spist, mandelgaven uddelt og gaverne åbnet. Isabella var ved at få nattøj på, da de ringede på døren. Gitte åbnede og udenfor stod to næsten to identiske julemænd med hver deres sæk og sagde Ho Ho Ho.
”Hvad fanden laver I?”, sagde Gitte med et opgivende smil og
trådte et skridt tilbage, så julemændene kunne komme indenfor. Tommy og Henrik
har også holdt jul sammen. Ingen af dem havde fået børn eller havde kærester
lige nu, så de havde fået den gode ide at overraske Gitte og Anemone – under
påskud af at komme med gaver til børnene.
Efter oprydning og putning af børnene satte de fire
efterskolevenner sig med den dyre rødvin, Henrik havde haft med. ”Har I tømt
julemandens sæk helt”, spurgte Henrik drillende. På bunden af sækken lå to små
gaver og et kort. Hver af pigerne fik et smykke fra Flora Danica. Smukke
blomstervedhæng i guldkæder. Det må være Henrik der står bag, nåede Gitte at tænke,
inden Anemone udbrød ”Det her det gør I bare ikke! Hvad tænker I på?!” Hun
havde vendt kortet, hvor der stod ”Glædelig jul til vores to blomster.”
”Det er sgu da ikke sjovt” fortsatte Anemone med lav stemme
og tårer i øjnene.
”Vi kunne fandme ikke finde ud af at stoppe det igen”, sagde
Tommy lavmælt. Gitte reagerede ved at blive rationel, skubbede rødvinsglasset
fra sig, læne sig tilbage og forlange en forklaring, af de to mænd i deres
bedste alder stadig halvvejs i ført julemandskostumer."Kan I huske min 17 års fødselsdag, dengang vi stadig gik på skolen” – starter Tommy forsigtig. Det kan de alle – i hvert fald dele af den. ”Hold kæft, hvor var du fuld, Gitte”, kom det med et smørret grin fra Henrik. Han blev ignoreret af de andre, og Tommy fortsatte sin fortælling.
”Jeg var smaskforelsket i Anemone og ovenud lykkelig for at
score dig”, sagde han med sit gamle skæve smil henvendt til Anemone. Hun
smilede mildt tilbage. ”Jeg havde fået noget dope med fra en kammerat, som jeg
tog da festen begyndte at ebbe ud. Mit hoved gik amok. Jeg troede fandme, at du
ville rykke mine indvolde ud, Anemone. …. Jeg har aldrig kunne tale om det, og
det har været en del af min dårlige samvittighed, som jeg har forsøgt, at dulme
gennem alle årene. Nu er jeg – med en masse hjælp – nået så langt, at jeg skal
videre med mit liv på en bedre måde. Jeg håber, at min fortælling til jer, kan
hjælpe mig på vej – og måske også hjælpe jer videre. Undskyld for helvede.”
Der var tavshed lidt, så tog Anemone ordet. ”Tommy, jeg kan
ikke huske, hvad der skete udenfor festlokalet, bare at jeg var bange, som jeg
aldrig har været før …”. Tommy slog blikket ned: ”Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at jeg tog kvælertag på dig, inden de andre vristede mig væk fra dig – jeg fik vist min første psykotiske oplevelse den aften. Jeg har nok arvet det karaktertræk fra min far, men det kan jeg jo ikke bruge til så meget”
Gitte hævede blikket. Noget af det, der var kommet tilbage til hende under hendes sang og i hendes drømme var Tommys øjne, fulde af vildskab og samtidig underligt tomme – og så Anemones skrig. For nogle år siden, da hun fortalte Anemone om det, havde hun genkendt den beskrivelse. Men de havde aldrig helt kunne stykke begivenhederne sammen til en meningsfuld sammenhæng. Gitte havde også spurgt sin moster, som kom og hentede hende den morgen. Med sin sædvanlige sans for overdrivelse havde hun beskrevet slåskamp, fulde børn og hysteri. Det havde ikke hjulpet Gitte til at forstå de konkrete begivenheder.
Henrik havde forholdt sig påfaldende tavs under Tommys
fortælling. Han var ikke så god til at tale om følelser og de svære ting i
livet. Han fik dog sagt ” Vi må nok bare leve med, at vi aldrig helt kommer til
at huske og forstå, hvad der skete. Vi var for fulde og for stenede…”
De tre andre nikkede. Gitte hentede konfekt og pebernødder,
som Isabella havde bagt i skolen. Tommy skænkede mere rødvin og Henrik gik ud
for at hente en flaske vin mere.Anemone drak lidt vin og fortsatte ”Men hvad så med de åndssvage postkort, har I haft noget med dem at gøre?” Tommy sendte Henrik et opfordrende blik men forblev tavs. Henrik ville skåle, men de andre reagerede ikke på hans opfordring og afventede, hvad han ville sige. ”Ja, det var jo mig … jeg … jeg kunne jo aldrig rigtig komme med ind i varmen i jeres gruppe. Sådan havde jeg det. Og så var det nok bare en noget misforstået måde at sikre mig, at du ikke glemte mig, Anemone… ”
Anemone kiggede ham
direkte i øjnene ”Er du klar over, hvor bange jeg har været? Jeg har haft
mareridt i flere år! De postkort og så den rædselsfulde aften …” Henrik
undskyldte og prøvede at forklare, hvordan han havde følt sig mindre værd.
Hvordan han aldrig var god nok. Han havde fået gode karakterer i skolen, men
havde også følt, at det var det eneste, han kunne. Tommy havde brugt stofferne
til at dulme de smerter livet gav. Henrik var blevet arbejdsnarkoman både på
studiet og senere i arbejdslivet. Gennem årene var Tommy også blevet involveret
i spøgen med postkortene. Det havde forekommet dem som en god idé – for Tommy
især da Anemone begyndte at trække sig fra ham. Han ville have lidt af hende. For
Gitte hang det stadig ikke sammen – ”Men hvem skrev de kort, det var ikke en af
jer, kunne vi se på håndskriften??”
Henrik måtte igen forklare sig. Han fortalte, hvordan han som barn havde
været meget alene. En af de ting han havde syslet med på sit værelse var at
lære at skrive med både højre og venstre hånd. Han var aldrig blevet lige så
god med venstre. Postkortene var skrevet med Henriks venstre hånd og afsendt
fra ind- og udland, hvor han nu havde opholdt sig. En syg spøg, indrømmede han.
Gitte var stadig ikke tilfreds … ”Og postkortet i aften, var
det virkelig nødvendigt?” Den greb Tommy hurtigt, og forklarede at det var det!
”Piger, det kort var simpelthen min krog, min sikring for mig selv for at jeg
fik fortalt jer alt det her i aften. Jeg frygtede, at Henrik ville være med på
den, hvis jeg fik kolde fødder og opgav projektet.” Han smilede til Henrik, som
nikkede medgivende med hovedet.
Der bredte sig en stemning af tomhed og en underlig form for forståelse mellem dem. Tårerne løb lydløst ned af Anemones kinder. Det kunne Gitte ikke holde ud, hun rejse sig og råbte med halvhøj stemme: ”Gruppekram!” De lavede de samme indledende fagter og gruppekrammede hinanden, som de havde gjort det 1000 gange på efterskolen men aldrig siden. Mens de stod der i julenatten og holdt om hinanden, fulde af følelser og dyr rødvin, var der en der græd stille, en der anede håb forude, en der skammede sig og en der stille sang de første strofer af Kaj Munks smukke sang:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar