10. december 1999

Skrevet af Mai

"Laurens Schwartediejk, born 1948 in Johannesburg: Emigrated from South Africa to Holland 1971..." Anemone holdt vejret, da teksten rullede frem på skærmen. Endelig et aktiveringskursus, hun kunne bruge til noget. Hun var på World Wide Web kursus for kontanthjælpsmodtagere. Det nye medie virkede svimlende på hende. Hele verden var blevet hendes legeplads, og hun havde hurtigt fanget, hvordan hun kunne lave opslag i forskellige databaser, der lå frit tilgængelige. På den måde kunne hun bedre tøjle angstanfaldene. I fred og ro, alene bag sin skærm. Hun søgte febrilsk videre på en hollandsk hjemmeside a´la De Gule Sider. Hvor mange kunne hedde Laurens Schwartediejk i det lille land? Og hvorfor var hun først nu kommet i tanker om, hvorfor det var, de andre drenge på efterskolen havde kaldt Tommy for Sorte, selv om han virkede lige så hvid og dansk som hende? Han havde brugt sin mors efternavn Larsen, da de boede i kollektiv sammen. Men hans fulde navn var Timothy Schwartediejk Larsen.

Der var én Laurens Schwartediejk i Amsterdam, men en global søgning på navnet gav også et resultat fra Danmark. Måske den samme person? Det var et kirkebogsnotat fra Budolfi Kirke i Aalborg. "Døbt den 21. januar 1974: Timothy Schwartediejk Larsen, søn af Laurens Schwartediejk, f. Johannesburg, Sydafrika og Connie Larsen, f. Aalborg Ø."

"Anemone? Anemone! Vi holder frokostpause nu." Læreren flåede brutalt Anemone tilbage til nuet. "Jeg arbejder lige lidt videre med min opgave," nærmest hviskede hun tilbage til ham. Han kiggede på hende med et godmodigt blik. "Du ligner nu en, der godt kunne spise lidt. Du er jo helt hvid i hovedet. Kom nu, der er ris a la mande i kantinen i dag." "Jeg kommer lige om lidt," svarede Anemone og smilede blegt.

Da hun blev alene i rummet, mærkede hun tegnene på et angstanfald. Denne gang fik hun tøjlet det ved at gentage højt ud i rummet for sig selv tre gange: "Jeg er Anemone, alt er OK, der er ikke nogen efter mig." Hun lukkede øjnene hårdt i og op igen. Skærmbilledet var stadig det samme. Hun tastede lynhurtigt Connie Larsen ind i søgefeltet på De Gule Sider. Alene i Aalborg Ø var der adskillige med det navn. Men det var 100% sikkert, at Tommys mor hed Connie, så meget kunne Anemone huske. Derudover havde han altid været yderst tilbageholdende med information om sin mor. For slet ikke at nævne sin far. Connie havde boet med en ny mand, som Tommy syntes var en idiot. Anemone kunne ikke huske hans navn.

Hun overvejede at ringe til Gitte, men et eller andet fik hende til at gå sin egen vej denne gang. Hun havde en fornemmelse af, at hvis hun bare kunne huske, kunne genkalde sig noget, så var hun lige ved at nå ind til noget vigtigt. Noget hun måtte gennemgå selv for at komme videre. Noget, der stak dybere end postkortene - selv om det hele var rodet sammen inde i hendes hoved og især i hendes rædselsfulde mareridt. Desuden havde Gitte fået denne her baby, som Anemone slet ikke kunne forholde sig til. En unge? Hun boede også sammen med Jakob i Aalborg, hvor hun læste til sygeplejerske. Det var som om, Gitte var havnet samme sted, som alle dem, hun engang havde foragtet, dengang hun var kommet på gymnasiet og havde lagt Handelsskolen bag sig.

Hun gik ikke til frokost, men lagde en seddel til læreren om, at hun ikke havde det så godt, og gik så hjem til sit lille værelse på Østerbro. Der var ingen andre hjemme på den lille gang med klubværelser, så hun tog sig et langt brusebad. Derefter lagde hun sig på sengen og lukkede øjnene. Søvnen bølgede ind over hende og hun gav efter for den med et afklaret smil på læben. For første gang længe, havde hun en behagelig drøm, hvor en blød og dragende ren stemme sang for hende:

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

Da hun vågnede var hun drønsulten. Hun smurte fire store stykker rugbrød med leverpostej og kastede dem i sig, mens hun tjekkede telefonsvareren. Da hun hørte beskeden, isnede det i hende: Den samme stemme som i drømmen sang det næste vers af Kaj Munk sangen, som de så tit havde sunget på efterskolen:

Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.

Denne gang tastede hun med det samme Gittes nummer. Der var en grædende baby i baggrunden, men Gitte lyttede alligevel efter sin sært afklarede veninde: "Jeg ved det bare - han er ved sin far. Jeg kan pludselig huske noget fra den fødselsdagsfest. Faderen hedder Laurens Schwartediejk." "Rolig rolig," svarede altid fornuftige Gitte. "Hvad er det nu med det navn? Jo for fanden, sådan en passede jeg i praktik ude på Psyk sidste år. En gammel stakkel med hash-psykose. Han talte hollandsk. Og du ved godt, at jeg slet ikke må fortælle dig den slags."