Anemone sad i sofaen og stirrede på sin telefon. Stirrede.
Selvom hun ventede det, gav det alligevel et sæt i hende, da de tre hurtige bip
afslørede at endnu en sms havde fundet vej. Hun greb telefonen. Læste sms’en
hurtigt og skyndte sig at slette den. Svarede. Slettede sit svar, så snart hun
havde trykket ’send’.
Tre hurtige bip igen, samme næsten mekaniske procedure.
Læse. Slette. Svare. Slette.
Tommys ord sendte varmebølger gennem hele Anemones krop,
kinderne blussede og det var som om tusind sommerfugle blafrede rundt i hendes
indre.
På én gang uendelig frydefyldt og pirrende, men samtidig så
angstprovokerende at hun fik kvalme.
Tænk nu hvis… Alene tanken fik hendes hals til at snøre sig
sammen. Hun turde ikke tænke den til ende. Han ville flippe råddent skråt, hvis
han opdagede det. Det måtte ikke ske. Hendes tanker kørte i ring. Tænk nu hvis…
hvis Thomas opdagede det her.
I to år havde det nu stået på.
To fucking år. År der indeholdt den største glæde Anemone
nogen sinde havde følt i sit liv, nemlig glæden ved at være mor – men det var
en glæde der hver eneste dag i de to år, var fulgtes hånd i hånd med angsten
for at Thomas skulle finde ud af, at hun følelsesmæssigt havde forladt ham, og
i sine drømme hver eneste nat lå tæt omslynget med Tommy et sted langt væk,
hvor ingen kunne nå dem.
To år med hemmelige møder, et hav af sms’er sendt i en lind
strøm på hverdage, mens Thomas sad på sit kontor, en halv times kørsel fra
deres hjem – men i Anemones tanker befandt sig på en helt anden planet.
To år med løgne, fortielser og et indre følelsesliv, der var
fuldstændig i oprør.
Lyden af Isabella, der mumlede i søvne, nåede Anemones ører.
Hun rejste sig og kiggede ind på værelset, hvor den 2-årige lå og sov til
middag i sin seng. Barnet smilede i søvne og Anemone smilede uvilkårligt
tilbage og lukkede døren lidt til. Hun havde fri fra arbejde i dag og havde
holdt Isabella hjemme. Formiddagen var gået med en tur til den nærliggende
legeplads og med indkøb. Nu sad hun og
pustede ud, mens Isabella sov til middag.
Alting var sket lige oveni hinanden.
Aftenen før Isabella blev født havde været skelsættende. Det
var den aften, det hele var begyndt.
Når Anemone lod tankerne svæve frit overvældedes hun af
følelser, der hele tiden stak i hver sin retning. Forelskelse. Dårlig
samvittighed. Begær. Angst. Glæde. Drømme om en lys fremtid. Håbløshed.
At gå fra Thomas var ikke en mulighed. Men at fortsætte på
denne måde var heller ikke.
Hun var 35 år gammel og fanget i sit eget liv. Uden at ane
hvad hun skulle stille op med det hele.
Bip bip bip. Sms igen. ”Savner dig inderligt og tænker kun
på dig. Har du fundet en udvej fredag aften? Jeg har booket det samme værelse
som sidst. Din T.”
En tåre trillede ned af Anemones kind. Den landede i
mundvigen, hvor den sammen med et højt snøft blev til sagte gråd.
Det gik jo for fanden ikke, det her.
Hun skrev hurtigt et svar og læste det igennem, inden hun
trykte send: ’Ikke styr på hvad jeg gør fredag, men arbejder på sagen. Vil gøre
alt for at vi kan ses. Savner dig.’
Alt i hende længtes efter hans varme kys og grådige kærtegn.
Men midt i denne næsten ubærlige længsel mærkede hun, som så
mange gange før i det sidste to år, den lille mislyd – et mikroskopisk stik af
noget, der skurrede. Noget, der ikke gav mening.
Hun tænkte på sidst, de havde mødtes. Hun havde løjet for
Thomas og sagt at der var personalemøde i børnehaven, hvor hun arbejdede som
pædagogmedhjælper, og det havde givet hende to timer i Tommys arme på et
hotelværelse i byen. De havde kastet sig
over hinanden, elsket inderligt og ligget længe og holdt om hinanden, men mens
det var allermest intenst, havde Tommy pludselig rejst sig og var gået hen til
vinduet, hvor han stod længe og stirret ud.
’Er der noget galt, havde hun spurgt bekymret henne fra
sengen’
’Nej, nej slet ikke skat’, havde han svaret, uden at vende
sig og med en kølig distance i stemmen.
Og det var lige dér, i det øjeblik at mislyden blev til de ord,
der siden havde formet sig i Anemones bevidsthed. Ord hun havde kendt længe,
men ikke turdet lytte til, selvom hun var sikker.
Der er noget, han ikke
fortæller mig.
’Moooar, mig vååågen’ lød en sprød barnestemme fra værelset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar