19. december 2008

Skrevet af Maria

Det gik egentlig meget godt. I hvert fald hvis hun selv skulle sige det. De sidste par år havde været hårde, men nu følte Gitte endelig at hun var ved at blive sig selv igen, selvom hun nok aldrig helt blev det. Nu havde hun i hvert fald fået overstået alle julegaverne, og det var en sejr nok i sig selv.

Hun skulle mødes med Anemone og Thomas ved fire tiden til en kop kakao. Det var Anemone der havde spurgt. Det var så længe siden hun havde set Gitte. Nu havde Anemone jo også nok at se til med den lille ny. En pige, som de havde kaldt Isabella.

Isabella var dog ikke med i dag. Hun blev passet af Thomas’ forældre.

 I det hele taget havde Gitte ikke rigtig set så meget til Isabella. Hun havde flere gange spurgt om hun ikke skulle passe hende, hvis Thomas og Anemone nu skulle i byen. Thomas havde hver gang skyndt sig at sige nej, inden Anemone havde nået at svare. Det var Gitte egentlig blevet lidt ked af. Det gik jo fint med at passe Magnus, hvorfor skulle hun så ikke kunne passe Isabella?

I det hele taget var Gitte ikke særlig vild med Thomas. Han var så dominerende og prøvede altid at gøre Anemone til en anden end hun var. Han var også flippet fuldstændig ud over at Anemone og Gitte havde mødtes med Henrik og Tommy sidste år. Han kunne overhovedet ikke se nogen grund til at Anemone skulle ses med nogle mænd hun kendte fra fortiden. Fortid er fortid, som Thomas altid sagde.

Anemone havde ikke set Tommy siden sidste år, for hver gang de alle fire havde snakket om at skulle mødes igen, havde Thomas flippet ud og forbudt Anemone at tage med. Af samme grund havde Gitte heller ikke set Henrik og Tommy siden.

Det havde ellers været en hyggelig aften og Gitte kunne tydeligt mærke på Anemone at hun var glad for at se Tommy igen. Sidst på aftenen havde han lagt sin hånd på Anemones lår, uden hun havde gjort modstand. Gitte smilte lidt ved sig selv. Det skulle Thomas i hvert fald aldrig have at vide.

Desværre havde de, heller ikke den aften, fundet ud af hvem der var afsender til postkortet. Gitte havde haft en fornemmelse om at Tommy kunne have noget med det at gøre. Anemone havde spurgt ind til om de vidste noget om postkortet, hvorefter Tommy havde viftet emnet væk, mens han sagde: Den der har skrevet det skal nok kontakte dig en dag. Mere blev der ikke snakket om det. Der var ingen der turde at spørge. Tommy havde virket så bestemt, at de nok hellere måtte snakke om noget andet. Det gjorde de så. De snakkede om gamle dage og grinte af alle de sjove oplevelser de havde haft sammen. Gitte havde synes Anemone havde virket så lykkelig den aften. Derfor var det også helt underligt at se hende på cafeen til kakao sammen med Thomas.

Anemone så udkørt og træt ud. Der var ingen gnist i hendes øjne. Thomas virkede som sædvanlig irriterende kontrollerede og svarede for Anemone hver gang Gitte spurgte ind til hvordan det gik med Isabella. Det eneste der fik Anemone til at lyse op var da Thomas viste Gitte et billede af Isabella, mens han fortalte hvor dygtig hun allerede var til mange ting. Gitte fik helt lyst til at få et barn mere, men hun blev pludselig bange, for hun vidste ikke om hun kunne. Tanken gjorde hende utrolig ked af det, og hun blev nødt til at tage tidligere hjem. Hun løj og sagde hun havde hovedpine.

Hendes liv var på ingen måde blevet som hun havde håbet. Det gjorde det jo heller ikke bedre at hendes bedste veninde også blev holdt fanget af en eller anden kontrolfreak.

Nu ville hun bare hjem og ligge sig under dyne og have ondt af sig selv.

I samme sekund modtog hun en sms. Det var fra Tommy!

Hej Gitte! Kan vi mødes? Vi må tale om Anemone!