23. december 2012

Skrevet af Carina

Det var lillejuleaften og Gitte var trist og ked af det. For først gang skulle hun holde jul uden Magnus. Han skulle være hos sin far og farens nye kæreste. Anemones datter Isabella skulle også være hos sin far, så Gitte og Anemone havde besluttet at holde jul sammen. Anemones forældre skulle være på plejehjemmet hos hendes far og Gittes forældre var taget til Tenerife. Hvor var Gitte dog glad for at have Anemone. En juleaften helt alene havde været endnu mere trist at tænke på. 

Henrik havde ellers forsøgt at lokke Gitte til sydens sol og holde jul med ham. Efter de havde mødt ham i Tommys opgang sidste år ved denne tid, havde han kontaktet Gitte en del gange. De havde sendt mange mails og på det seneste var de også begyndt at Skype. Henrik var sød og charmerende synes Gitte, også selv om han ind imellem snakkede rigtig meget om sig selv og det liv han levede, som var så langt fra Gittes. Gitte hjalp ofte Henrik. Hun hentede pakker fra ham på posthuset, som en af hans venner så hentede hos Gitte nogle dage efter. Det var ikke noget stort arbejde for hende, men Henrik betalte hende godt for det. Pengene fik hun kontant. Det var rart, for hun måtte vist ikke tjene penge ved siden af de penge hun fik fra kommunen. De ekstra penge kunne gå til noget ekstra til Magnus. Han havde nået en alder hvor mærkerne på tøjet pludselig havde betydning.
Men det var nu samtalerne med Henrik hun holdt mest af. Han sagde så mange søde ting til hende, at hun var lækker, pæn, sød, sexet osv. Det var nogle år siden nogen havde sagt det til hende sidst. Hun var sidst i 30’erne, mærket af sin sygdom og alenemor – det var ikke nemt at finde en mand der kunne elske hende. Henrik gav hende den bekræftelse hun havde længtes efter i lang tid. De havde aftalt at tale sammen i aften, omkring kl. 20. Henrik skulle som altid ud i byen senere på aftenen.

Telefon bippede, det var en besked fra Anemone med et billede af årets postkort: ’Så er det kommet’ havde Anemone skrevet. Og som altid stod der bare: ’Glædelig jul, blomst.’
Hvor er det mærkeligt, tænkte Gitte. Den samme person har skrevet i hvert fald 2 postkort hvert år de seneste 19 år. Et til Anemone og et til Tommy. Hvorfor lige til de to?  Ville afsenderen minde dem om noget? Hvorfor vil afsenderen ikke lade os glemme, tænkte Gitte. Det er som om vedkommende holder øje, ikke for at gøre noget ondt. Bare minde os, eller egentlig bare Anemone og Tommy om at vedkommende holder øje.

Hun lod tankerne svæve tilbage til Tommys fødselsdag i 1990, det var 22 år siden nu og alligevel fylder det stadig hos både Anemone og Gitte.
Anemone og Tommy havde været sammen og været vågne hele natten. Gitte fik stadig dårlig samvittighed over at hun var faldet i søvn. Gitte havde dårlig samvittighed overfor Anemone, fordi der var sket Anemone noget den nat og Gitte havde ikke været der for at hjælpe hende. Hun havde sovet – sammen med Henrik. Eller det var hun i hvert fald helt sikker på. Han hjalp hende ned og ligge og han var ved siden af hende da hun vågnede, men hun vidste jo ikke om han havde været der hele tiden eller om han havde set hvad der skete i stuen.

Henrik ringede på Skype og Gitte kom hurtigt tilbage til nutiden og fløj hen til computeren. Dagens højdepunkt. De talte lidt om løst og fast og Gitte begyndte at fortælle Henrik om postkortet. Hun nåede ikke så langt i historien, før Henrik var nødt til at afslutte samtalen. Han havde en middagsaftale om lidt, sagde han. Han var klædt i en løs skjorte og var solbrun at se på, håret var lysnet af solen og Gitte smilede til ham og ønskede ham en glædelig jul. Henrik smilede tilbage og ønskede hende og Anemone en rigtig dejlig aften i morgen. Lige inden de slukkede for samtalen kiggede Henrik hende i øjnene og formede ordene med læberne og uden lyd: Glædelig jul, blomst – og forbindelsen blev afbrudt.