TV2 havde en dramatisk gennemgang af det forløbne døgns snestorm. Bornholm var pakket ind i en dyne af sne og resten af landet var kun lige begyndt at hænge sammen igen efter at Storebæltsbroen var genåbnet. Over til nyhederne. Renten havde nået et nyt lavpunkt og tilsvarende fortsatte boligprisernes himmelflugt, især i Aarhus og København. Gitte sad og lod billederne passere uden at registrere dem. Der var en tynd streg af savl fra mundvigen og ned under Gittes hage. Stregen blinkede i genskinnet fra skærmen. Knoglemarvsdonationen var lykkedes, og Gitte havde allerede fire uger efter operationen igen tilstrækkeligt med hvide blodlegemer. Til gengæld havde en efterfølgende infektion bragt hende i livsfare igen. Den havde via rygmarven angrebet et område i hjernen og havde resulteret i en mindre lammelse i venstre side af hovedet. Faktisk skulle man kende hende meget godt for overhovedet at bemærke ændringen.
Den indre forandring var meget vanskeligere at forholde sig til. Hun havde mistet en del hukommelse, men var samtidig så intelligent, at hun det meste af tiden kompenserede for hullerne i sin viden, så kun de færreste bemærkede forandringen. Og så var der enkelte uforudsigelige anfald, hvor hun talte fuldstændig sort. Det var i de situationer, at Jakob var bange for hende. Jakob prøvede at skjule sin frygt, mens han bakkede ud af rummet med Magnus ved hånden, når Gitte var mærkelig. En af gangene havde hun sunget med en guddommeligt klar stemme, som Jakob slet ikke kunne genkende som værende hendes. De ellers smukke strofer fra den sang kunne stadig få ham til at isne:
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
Hun havde set afklaret ud, men samtidig været helt i sin egen verden. Bagefter forstod hun ikke, hvorfor der stod frygt malet i Jakobs øjne. Hun ville jo bare synge en godnatsang for Magnus. Sangen var blevet en slags hyldest til Anemone, for uden hende, ville hun ikke have været i live i dag. Men hun havde endnu aldrig fået fortalt Anemone om dengang hun mødte Tommy i Sallings stormagasin i Aarhus. Nu var der gået to år siden dengang. Det var en af de hændelser, som Gitte var en lille smule usikker på - var den et produkt af, at hendes hjerne nogle gange producerede lidt for levende fantasier, eller havde hun virkelig mødt ham? Hun huskede at være gået hen til ham i køen ved bageren i Salling. Hun havde prikket ham på skulderen, og han havde vendt sig om og kigget usikkert på hende, indtil genkendelsens smil bredte sig. Han havde ikke engang kunnet huske, hvad hun hed, men dog genkendt hendes ansigt. Der var egentlig ingen af dem, der vidste, hvad de skulle sige. Så Gitte havde kun lige nået at opfatte, at han havde fået lidt højere op til hårgrænsen, men stadig havde den pandelok, der var faldet ned for hans øjne, når han spillede guitar. Så var der kommet en smuk pige, der knap havde værdiget Gitte et blik. "Tommy," sagde hun hårdt: "vi skal også købe noget til Laurens. Nu må du altså lige komme ind i kampen!"
Tommy havde trukket på skulderen og sendt Gitte et sigende "Jeg er under tøflen blik." Så var han væk. Så detaljeret en erindring kunne da ikke være den rene fantasi? Gitte var efterhånden i tvivl. Hun vidste, at hun ikke altid kunne stole på sin egen hjerne. Og med sin intelligens vidste hun, at det måske slet ikke var godt for Anemone at vide, at Tommy tilsyneladende havde et ganske almindeligt liv i Aarhus. At have reddet Gittes liv var så stort, at alt det med Tommy var trådt i baggrunden. Gitte og Anemone havde nu et bånd, der ville knytte dem sammen resten af livet. Og på forunderlig vis havde Anemone fået en ny mening i sit liv, efter at hun havde reddet Gittes.
Så var der bare det med postkortene. Anemone havde ikke villet belemre Gitte med det, men kort efter operationen, mens de begge endnu var indlagt, havde Gitte tilfældigvis set, at Anemones taske indeholdt endnu et blomsterpostkort. Hun havde listet det ud af tasken, mens Anemone kiggede den anden vej. Poststemplet var fra december 2003. Afsenderlandet havde hun ikke nået at se, før Anemone vendte sig om igen, og kortet røg tilbage i tasken. Glædelig jul blomst, var som altid ordlyden. Hvem var det, der sendte dem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar