Skrevet af Rikke H.
Anemone var ødelagt. Fuldstændig. Regnen havde stået ned i lårfede stråler da hun gik hjem, og som om det ikke skulle være nok, havde op til flere bilister sendt hende onde blikke. Sådan opfattede hun det i hvert fald.
Klokken var ikke mere end lige knap 14, da hun låste sig ind på sit kollegieværelse – drivvåd og med tanker, der kørte rundt i hovedet på hende med en hastighed, hun endnu ikke havde oplevet. Hun smed sin taske fra sig, lirkede hættetrøjen over hovedet og lod sig falde ned på sin seng.
Hvor var hun udmattet! Hvor var hun våd, kold, utilstrækkelig og alene.
Alle de andre havde talt om julebal, om hun ikke skulle med – de kunne lægge make-up på hende og hun måtte gerne låne noget af deres tøj.
Anemone fnøs ved tanken. Som om hun gad lege deres sminkedukke. Hun havde nok i at se på dem til dagligt. Bare tanken om at skulle bruge mere tid på dem gav hende ikke bare ubehag i kroppen, det startede også nogle af de angsttanker, der var blevet lukket op for på turen til Johannesburg for et årstid siden.
Gitte havde været en smule anderledes. Og da hun på en kejtet måde havde forsøgt at spørge ind til hendes mareridt, var det som om hun var gået i baglås. Jo, Gitte var da hendes veninde. Og nej, det var ikke fordi, hun ikke ville dele alt med hende. Og da Gitte derefter havde forsøgt at planlægge deres lille mission, som hun kaldte den, var det som om hun følte sig mere utilpas end ellers. Om hun da virkelig var taget helt til Johannesburg bare for at sidde indenfor og glo, havde hun spurgt. Og Anemone havde ikke kunnet svare, blot tænke på hvad ét lille efterskoleophold for efterhånden længe siden, kunne sætte i gang.
Anemone sukkede. Dybt. 23 år, tænkte hun. 23 år, Anemone - og du er stadig ikke kommet videre. Hendes bebrejdende tanker arbejdede på højtryk for tiden. Der var sket så mange ting på et år – og alligevel sad hun stadig fast det samme sted. Det var stadig de samme mareridt der plagede hende, og som det ikke var nok plage i sig selv, var de nu godt krydrede med oplevelsen i Johannesburg.
Hendes mor havde forsøgt sig med at lege psykolog overfor hende, men ikke et ord var endnu undsluppet fra hendes mund – det hele var i tankerne og de øjebliksbilleder, hun stadig havde. Og desuden ville sådan noget psykologpjat aldrig kunne hjælpe hende, havde hun hvæst af sin mor. Og hun skulle bare lade hende være – og far med! De forstod alligevel ingenting. Nu var hun i gang med den HF – og så endda for anden gang – for deres skyld. Anemone var skide ligeglad med uddannelse og havde sagt, at de skulle være glade for at hun overhovedet stadig var her. Så var det at hendes mor var begyndt at græde – helt prompte, som havde hun trykket på en knap – og hendes far havde bebrejdende sagt, at de aldrig skulle have sendt hende på efterskole dengang og at ham dér Tommy havde været kimen til alt ondt, der var sket med deres lille Anemone sidenhen.
Lille Anemone, tænkte hun. Hun var ikke lille mere, og ja, hun vidste da godt at det virkelig var umodent af hende at have opført sig sådan der hjemme. De ville jo bare hjælpe, ligesom Gitte.
Men hun havde ikke brug for hjælp. De få gange hun havde taget imod hjælp var det endt galt. Se bare, hvor jeg er nu, sagde hun højt og hamrede næven ned i dynen. Tårerne sad på vagt i øjenkrogene, men hun nægtede. Hun nægtede at græde, hun var ikke svag. I stedet lukkede hun øjnene og lod det voksende mareridt oversvømme hende – lige indtil en ny tanke kom svirpende ind fra højre. Hun slog øjnene op med et sæt, fik hevet sig selv op i siddende position på sengen og hørte angstprovokerende, hvordan hjertet hamrede af sted. Lyden sad helt oppe i ørene på hende og den stikkende varme spredte sig i hele kroppen…
Anemone var ødelagt. Fuldstændig. Regnen havde stået ned i lårfede stråler da hun gik hjem, og som om det ikke skulle være nok, havde op til flere bilister sendt hende onde blikke. Sådan opfattede hun det i hvert fald.
Klokken var ikke mere end lige knap 14, da hun låste sig ind på sit kollegieværelse – drivvåd og med tanker, der kørte rundt i hovedet på hende med en hastighed, hun endnu ikke havde oplevet. Hun smed sin taske fra sig, lirkede hættetrøjen over hovedet og lod sig falde ned på sin seng.
Hvor var hun udmattet! Hvor var hun våd, kold, utilstrækkelig og alene.
Alle de andre havde talt om julebal, om hun ikke skulle med – de kunne lægge make-up på hende og hun måtte gerne låne noget af deres tøj.
Anemone fnøs ved tanken. Som om hun gad lege deres sminkedukke. Hun havde nok i at se på dem til dagligt. Bare tanken om at skulle bruge mere tid på dem gav hende ikke bare ubehag i kroppen, det startede også nogle af de angsttanker, der var blevet lukket op for på turen til Johannesburg for et årstid siden.
Gitte havde været en smule anderledes. Og da hun på en kejtet måde havde forsøgt at spørge ind til hendes mareridt, var det som om hun var gået i baglås. Jo, Gitte var da hendes veninde. Og nej, det var ikke fordi, hun ikke ville dele alt med hende. Og da Gitte derefter havde forsøgt at planlægge deres lille mission, som hun kaldte den, var det som om hun følte sig mere utilpas end ellers. Om hun da virkelig var taget helt til Johannesburg bare for at sidde indenfor og glo, havde hun spurgt. Og Anemone havde ikke kunnet svare, blot tænke på hvad ét lille efterskoleophold for efterhånden længe siden, kunne sætte i gang.
Anemone sukkede. Dybt. 23 år, tænkte hun. 23 år, Anemone - og du er stadig ikke kommet videre. Hendes bebrejdende tanker arbejdede på højtryk for tiden. Der var sket så mange ting på et år – og alligevel sad hun stadig fast det samme sted. Det var stadig de samme mareridt der plagede hende, og som det ikke var nok plage i sig selv, var de nu godt krydrede med oplevelsen i Johannesburg.
Hendes mor havde forsøgt sig med at lege psykolog overfor hende, men ikke et ord var endnu undsluppet fra hendes mund – det hele var i tankerne og de øjebliksbilleder, hun stadig havde. Og desuden ville sådan noget psykologpjat aldrig kunne hjælpe hende, havde hun hvæst af sin mor. Og hun skulle bare lade hende være – og far med! De forstod alligevel ingenting. Nu var hun i gang med den HF – og så endda for anden gang – for deres skyld. Anemone var skide ligeglad med uddannelse og havde sagt, at de skulle være glade for at hun overhovedet stadig var her. Så var det at hendes mor var begyndt at græde – helt prompte, som havde hun trykket på en knap – og hendes far havde bebrejdende sagt, at de aldrig skulle have sendt hende på efterskole dengang og at ham dér Tommy havde været kimen til alt ondt, der var sket med deres lille Anemone sidenhen.
Lille Anemone, tænkte hun. Hun var ikke lille mere, og ja, hun vidste da godt at det virkelig var umodent af hende at have opført sig sådan der hjemme. De ville jo bare hjælpe, ligesom Gitte.
Men hun havde ikke brug for hjælp. De få gange hun havde taget imod hjælp var det endt galt. Se bare, hvor jeg er nu, sagde hun højt og hamrede næven ned i dynen. Tårerne sad på vagt i øjenkrogene, men hun nægtede. Hun nægtede at græde, hun var ikke svag. I stedet lukkede hun øjnene og lod det voksende mareridt oversvømme hende – lige indtil en ny tanke kom svirpende ind fra højre. Hun slog øjnene op med et sæt, fik hevet sig selv op i siddende position på sengen og hørte angstprovokerende, hvordan hjertet hamrede af sted. Lyden sad helt oppe i ørene på hende og den stikkende varme spredte sig i hele kroppen…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar