5. december 1994

Skrevet af Helle A

’Jeg kan simpelthen ikke begribe det her, hvem fanden er det, der sender disse postkort’, sukkede Anemone og kiggede dybt fortvivlet på Gitte, der sad på gulvet i Anemones værelse med to postkort i hånden. Ud over det meste af gulvet lå papirer, billeder, breve og andre postkort spredt – alt sammen indholdet af en den skotøjsæske, som Anemone havde samlet bevaringsværdige efterskoleminder i.

Det var lørdag eftermiddag og Gitte var sent aftenen før ankommet med tog til København for at holde weekend hos Anemone. Egentlig havde hun overhovedet ikke tid, de skriftlige afleveringer hobede sig op, men da Anemone med rædsel i stemmen i telefonen havde meddelt at der samme morgen var ankommet endnu et mystisk postkort, havde Gitte droppet alle sine weekendplaner og var taget over til Anemone.

-Vi prøver lige at gennemgå det hele igen, sagde Gitte, som altid var den mest handlekraftige af de to. Hvor Anemone typisk sank hen i indadvendt tankevirksomhed, var Gitte typen der straks gik i gang med at gøre noget.

Altså, sidste år d. 4. december modtog du det her postkort, sagde hun og holdt kortet op foran Anemones ansigt. Yes, og det er sendt fra Thailand og det er IKKE Tommys håndskrift, vi har jo været det her igennem 100 gange, Gitte, sukkede Anemone.

-Og nu gør vi det for 101.gang, smilede Gitte.

-Når vi sammenligner skriften på postkortet med skriften fra de mange breve, sedler og kort vi i tidens løb tid hver især har modtaget fra Tommy er vi enige om at det ikke er hans håndskrift, am I right baby?

-Ja ja for fanden, men det udelukker jo ikke, at han er afsenderen!? Han kan jo bare have bedt en anden om at skrive kortet? Anemone så helt opgivende ud.

-Ja men den teori udelukker vi lige, for en anden ting, vi er enige om, det er at det nye postkort – det, du modtog i går og som OGSÅ er sendt fra Thailand og som du modtog nøjagtig ét år efter det første, det er skrevet med den SAMME håndskrift, som det første kort, okay?

Anemone nikkede.

Gitte studerede det nye postkort indtrængende. Billedet på kortets bagside var ikke et traditionelt turist-billede af sandstrand eller en kendt attraktion, det var et billede af en blomst. En stor flot lyserød blomst med smukke aflange kronblade, der endt i en spids og lagde sig smukt om blomstens gullige frøkerne.

Hvad er det for en slags blomst, den på kortet? Spurgte Gitte, egentlig mest som højttænkning, men Anemone svarede prompte:

-Det er en lotusblomst. Lotusblomsten er hellig både indenfor hinduismen og buddhismen.

Selvfølgelig vidste Anemone den slags.

Hun vendte postkortet om og læste for sig selv ordlyden igen.

’Glædelig jul, blomst’, stod der.

Fuldstændig samme ordlyd som på det første postkort.

Gitte kiggede over på Anemone, der sad i sengen og knugede en pude ind til sig. Det var tydeligt for Gitte at fornemme, at hendes veninde var tæt på at bryde sammen.

Gitte satte sig over i sengen og holdt om Anemone. Aede hende uden at sige noget. Der lød små hikstende lyde bag puden og anemone kiggede med våde øjne op på Gitte.

-Jeg savner Tommy hver eneste dag! Jeg tænker på ham som det første, når jeg vågner om morgenen og som det sidste inden, jeg lægger mig til at sove. Jeg er ved at blive sindssyg af at ingen ved, hvad der er sket. At han bare forsvandt – som i puff op i luften - Anemone slog ud med armene, og jeg fatter intet af at politiets efterforskning ingen vegne førte og at alle spor endte blindt.

Gitte nikkede forstående. Hun var helt enig. Uvisheden var ubærlig.

Anemone fortsatte: Og nu er der én, der sender mig blomsterpostkort fra Thailand og det ville være så nemt at tro at det var Tommy, men ved du hvad… Selvom jeg ønsker af hele mit hjerte at de kort er et livstegn fra Tommy, så siger min mavefornemmelse noget andet. Det er ikke ham, der har skrevet dem! Gitte mærkede at der var mere, Anemone havde behov for at sige, så hun tav og lod stilheden fylde rummet.

-Tommy kaldte mig ikke blomst. Ikke én eneste gang har han nogen sinde kaldt mig det. Mange andre søde og kære navne, men ikke blomst. Aldrig.

- og det er ikke hans håndskrift, tilføjede Gitte.

Mørket faldt på og de to veninder samlede de billeder, breve, papirlapper og kort sammen og lagde det hele ned i skotøjsæsken igen. Lige inden Gitte rakte Anemone låget til æsken, fik hun øje på en papirlap under sengen, som de i oprydningen havde overset.

-Hey tag lige det stykke papir, der ligger under sengen, sagde hun og Anemone rakte ind efter det, lod øjnene glider henover papiret og i stedet for at lægge det ned i æsken, blev hun ved med at stirre på det.

Hvad er det? spurgte Gitte utålmodigt?

Anemone drejede ansigtet over mod vinduet. Det er et brev, jeg engang fik af Henrik.

-Henrik? Henrik fra efterskolen, altså Tommys første værelseskammerat?

Ja, han skrev af og til breve til mig, fortsatte Anemone. Virkelig mærkelige breve.

-Var han også vild med dig? spurgte Gitte og sendte tankerne tilbage til den lidt kejtede og ret indelukkede Henrik, som ikke knyttede tætte bånd med nogen, men altid havde holdt sig i periferien af fællesskabet, som om han betragtede de andre på afstand.  Gittes tanker strejfede også den aften, hvor Tommy og Anemone fandt sammen og dermed skubbede hende ud på et følelsesmæssigt sidespor for en lang periode. Men Henriks væsen indeholdt tilsyneladende en anden side også, for da hun året efter, de havde forladt efterskolen,  havde mødt ham til deres første elevfest, havde han være pågående på en næsten intimiderende måde overfor hende.

-Det ved jeg ikke om han var, svarede Anemone mat, han var sgu bare weird på en ret scary måde, synes jeg.

Gitte rejste sig.

’Gad vide hvad der er blevet af Henrik?