4. december 1993

Skrevet at Lene T.

Anemone sad på sengen i det værelse, der havde været hendes gennem hele hendes barndom. Der var stadig Nirvana plakater på væggen. Hun tænkte tit på at fjerne dem, men orkede det simpelt hen ikke. Så for nu fik de lov at blive hængende.

Det var næsten et år siden, Anemone var flyttet tilbage for at bo hos sine forældre. Efter razziaen i kollektivet på Christiania, havde hun ikke haft lyst til at være der længere. Det mindede hende for meget om Tommy. Tommy … Tanken om Tommy fik stadig tårerne til at vælte op i hendes øjne og gav hende kvalme. Hvad var det sket med Tommy?

Anemone lagde sig i fosterstilling på sengen og knugede sin pude. I dagene efter Tommys forsvinden havde politiet stillet alle mulige spørgsmål, både til hende og til de andre i kollektivet. Mallen og Kevin havde råbt op. Det nægtede at snakke med ’Strissersvin’ og påstod at ’kapitalisterne’ havde sørget for at få fjernet Tommy efter hans artikel i ’Nitten’. Gro havde bare tavst stirret ned i gulvet og undgået øjenkontakt med Anemone. Anemone var godt klar over, at Mallen og Kevin var mere end almindeligt høje – hun havde jo også ligesom taget del i de daglige ryge-fester – og at Tommys artikel næppe var en trussel, der ville udløse en likvidering.

Der blev sendt dykkere ud i vandet i havneløbet tæt på Christiania, men der var ingen spor af Tommy. Hvor var han? Havde nogen taget ham? Eller havde han selv valgt at forsvinde? Nu et år senere var tanken, om at Tommy selv kunne have besluttet at forlade hende uden en lyd, næsten værre end tanken, om at han kunne være død. Den erkendelse gjorde kvalmen stærkere. Hvor selvisk var det at tænke sådan? Anemone skældte sig selv ud indvendig. Det var efterhånden blevet et dagligt ritual: Græde, blive vred, gå på arbejde, sove… Hun havde ikke rigtig lyst til at være sammen med nogen, så engagementet hos Greenpeace var sat på stand-by. Arbejdet ved samlebåndet krævede ikke, at hun socialiserede; bare at hun var hurtig, så hun holdt tempoet med de mere rutinerede ansatte. Engang imellem var der en, der spurgte hende, om hun havde lyst til at snuppe en øl efter arbejde, men hun fandt altid på en undskyldning for ikke at tage med.

Den eneste, hun havde regelmæssig kontakt med, var Gitte. Gitte boede stadig i Jylland og gik i gymnasiet, så det blev ikke så tit, de snakkede sammen. Men Gitte var den eneste Anemone kunne snakke med om Tommy, og om hvad der kunne være sket med ham. Et par gange havde Anemone ved et tilfælde overhørt sine forældre snakke sammen, når de troede, hun var på sit værelse. Den ene gang havde hun hørt ordene ’..Aalborg..’, og ’… bare han ikke dukker op her’. En anden gang havde det været ’… aldrig vide det’ og ’…beskytte hende’, men så snart de hørte trappen knirke, tav de. Anemone havde nævnt begge gange for Gitte, og de var enige om, at deres forældre vidste noget om den nat i Aalborg, der stadig hjemsøgte Anemones drømme, men når de hver især prøvede at konfrontere deres forældre med det, var det tydeligt, at der var lukket for den samtale.

Anemone tog sin frakke, taske og nøgler. Hun råbte ’Vi ses!’ til moderen, der snakkede i telefon i køkkenet, og gik ud af hoveddøren. Lige udenfor mødte hun postbuddet. Han var en gammel folkeskolekammerat, der var droppet ud af gymnasiet. Nu arbejdede han som post og elskede det, både i sol og slud, fortalte han Anemone første gang, de stødte på hinanden ved postkassen.

’Hej Anemone, der er post til dig’, sagde han, og stak hende et postkort, inden han smed resten af brevene i postkassen. Anemone kiggede på kortet. Thailand? Hvem kendte hun, der var i Thailand? Hun vendte kortet, og kvalmen vendte tilbage på et splitsekund. På kortet stod kun tre ord: ’Glædelig jul, blomst’…