14. december 2003

Skrevet af Marie

Vinden bed i kinderne. Hvis meteorologerne fik ret, ville det ovenikøbet begynde at sne inden længe. Anemone trak hætten til sin midnatsblå dunjakke godt ned over panden og strammede til under hagen.
Hun var taget afsted i god tid, så hun kunne nå at finde en gave til Gitte. Sidste år havde Gitte sendt et tørklæde i julegave til hende. Men hun fik aldrig sendt noget til Gitte. Selvom det var søndag, holdt mange butikker åbnet her op til jul. Granguirlander blafrede over gågaden og var enkelte steder begyndt at rive sig løs. Klokken var kun 11, og Anemone skulle først være på Rigshospitalet klokken 13.
Med beslutsomme skridt bevægede hun sig mod busstoppestedet ved Nørreport. Turen gennem byen, var længere end hun havde forestillet sig, og hun kunne alligevel ikke rigtigt finde ud af, hvad hun skulle købe til Gitte. Det virkede så meningslyst det hele. I en boghandel fik hun øje på Primetime af Liza Marklund. Gitte elskede at læse krimier, om ikke andet kunne hun selv læse den efter operationen.
Anemone fik bogen pakket ind. Lagde den i rygsækken og begav sig ud i kulden igen.
Hun følte sig træt, selvom hun faktisk havde sovet i nat. De tilbagevendende mareridt var stoppet. Præcis den dag for snart tre uger siden, da angsten rykkede ind og farvede hele tilværelsen.
Anemone kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Hættens pelskant tog det meste, men hun undgik ikke den salte smag i munden. Det var så urimeligt det hele. Bare tanken gav en knude i maven, som fik det til at gøre ondt overalt i kroppen. Hun havde kun håbet. Håbet om at hendes knoglemarv kunne redde Gitte.

Anemone huskede tydeligt Gittes opkald for en måned siden. De snakkede stadig sjældent sammen. Gitte havde forsøgt, og Anemone vidste godt, at det var hendes skyld. Hun fik aldrig taget sig sammen til at ringe tilbage. Gitte ville fortælle noget om Tommy, men hun kunne ikke skjule, at hun var blevet syg. Hun fortalte, at hun havde fået en slem halsbetændelse, som ikke rigtigt ville gå væk, så lægen havde sendt hende til nogle ekstra undersøgelser. Gitte havde feber og ondt i halsen og kroppen, men hun havde forsikret Anemone, at det trods alt gik den rigtige vej. Kort tid efter fik Gitte svaret fra lægen, og derfra gik det stærkt. Hun havde en sjælden form for leukemi og kun en knoglemarvs transplantation kunne redde hende. Det var Jakob, der ringede og fortalte det til Anemone. Jakob havde aldrig før ringet, så Anemone vidste den var gal, da hun fik ham i røret.
- Hvordan skal jeg fortælle en fire-årig, at hans mor er ved at dø, havde han magtesløs spurgt Anemone.

Ingen fra Gittes familie egnede sig som donor. Anemone havde straks meldt sig. Velvidende at chancerne for at hun matchede ville være lige så usandsynlig som at vinde i lotto, men hun ville være der for Gitte. Anemone fik taget en blodprøve, og midt i al sorgen fik hun den mirakuløse besked, at hun var egnet som donor.

Sneen var begyndt at falde. Anemone kom til at tænke på Tommy og dengang på efterskolen, hvor de lige var blevet kærester. Hun skulle med ham hjem en weekend. Pludselig begyndte det at sne, og kåde som små børn havde de vasket hinanden i timevis i den nyfaldne sne. Det slog Anemone, at det var første gang i flere uger, at hun tænkte på Tommy. Og hun havde egentlig aldrig fundet ud af, hvad det var, Gitte ville fortælle om Tommy. Hun havde heller ikke fået taget sig sammen til at opsøge hende Carina, og nu virkede alt det ligegyldigt. Det gjorde ikke engang ondt, når hun tænkte på Tommy. Det gjorde ingenting.

Gitte var først indlagt i Aalborg, men var netop blevet overflyttet til Rigshospitalet, hvor hun lå i isolation. Anemone havde lovet at sende en sms til Jakob, når hun nærmede sig hospitalet, så ville han hente hende i forhallen. Hun tog forsigtigt mobilen op ad lommen, for at undgå den sneede til. Med lidt held kunne de lige nå at snakke lidt, inden Anemone skulle til den indledende samtale med lægen.

- Hvordan har hun det? Jakob behøvede ikke sige noget, hans ansigtsudtryk gav et tydeligt svar. Kontaktlinserne var erstattet af briller, huden var bleg og kinderne faldt ind. Magnus blev passet af hans forældre, så han kunne koncentrere sig om Gitte.
- Det svinger, sagde han stille og kiggede ned. De havde sat sig i en sofa i opholdsområdet.
- Jeg tænker hele tiden på dengang, da jeg mødte hende. Hun var så smuk og så god. Af alle verdens tusindvis af piger fik jeg den bedste. Jeg følte mig så heldig og lykkelig. Så fik vi Magnus, og det har selvfølgelig ikke været lykken hele tiden. Det ved jeg godt. Jeg ved godt, at jeg har arbejdet for meget, men jeg er ingenting uden hende. Hvad skal jeg gøre?
Tårerne trillede ned ad kinderne på dem begge. Anemone lagde armen om Jakob og trykkede ham ind til sig. Sådan sad de, da lægen kort tid efter kom.

Anemone insisterede på at se Gitte inden samtalen lægen. Jakob tog hende med hen til den stue, hvor hun lå. Der var et vindue, så man kunne kigge ind. Gitte lå bundet til sengen med slanger, og der stod en masse apparater omkring hende. Hun sov.
Anemone trykkede næsen flad mod ruden og hviskede: Gitte vi klarer den. Det gør vi.