6. december 1995

Skrevet af Carina Albér

Anemone turde knap kigge i postkassen, da hun kom hjem fra skole. Det var omkring den dato hvor der de to seneste år var kommet et postkort til hende. Begge gange havde der står det samme på kortene: ’Glædelig jul, blomst’.

Anemone var flyttet hjemmefra efter sommerferien. Hun var startet på HF på Østerbro og havde fået et kollegieværelse på Egmont Kollegiet. På mange måder mindede kollegielivet hende om efterskolelivet. Hun havde sit eget værelse, men der var et fælleskøkken hvor der næsten altid sad andre beboere.

Der var altid nogen at dele en flaske Chianti og en pakke smøger med. De kunne tale om politik, fremtidsdrømme, rejser og livet indtil det blev lyst udenfor og tid til at sove. Ind imellem tog de også i byen, de gik på bar og drak drinks og dansede natten lang.  I starten havde hun nydt at være tilbage i ’efterskolelivet’, bare uden alle reglerne. I kollektivet havde hun også boet sammen med andre, men kollegiet var anderledes, folk her var anderledes – de var mere voksne, på en cool måde. De vidste hvad de ville, og de fleste læste faktisk på universitet. Anemone var i ’Madklub’ med 3 piger. 2 af dem læste medicin og den sidste læste dansk. De var søde, fornuftige, kloge og sjove. De skiftedes til at lave mad til hinanden en gang om ugen. De havde altid en lille værtindegave med til værtinden, ikke noget særligt. Måske en blomst, en pakke fine servietter eller en mælkekande til kaffen fra Søstrene Grene. De drog omsorg for hinanden og deres relationer var uproblematiske og nemme. Anemone lærte meget af dem. Om at det var ok at være sig selv, at hun ikke behøvede sit sorte look eller lidt provokerende adfærd. At det faktisk var i orden at være sådan – almindelig. ’Jeg øver mig i at være mere almindelig’, tænkte Anemone og det var rart. Hun følte hun turde smide sit skjold og slappe af.  Hun passede ind, det havde hun aldrig helt følt på samme måde før. På efterskolen var der kun Tommy hun følte hun passede med, i kollektivet var det egentlig også kun ham hun følte hun passede med. Nu var han væk, hun var nødt til at lære at klare sig alene, og hun syntes hun var rigtig godt på vej. Livet på kollegie og som studerende var i hvert fald nemmere og faktisk også sjovere end livet i opposition til alt. Faktisk havde hun ikke haft det så godt i meget lang tid.

Måske derfor kom det bag på hende at hun pludselig fik det lidt svært i slutningen af november. Hun lukkede sig inde, kom ikke rigtig op i skole til tiden, følte sig syg uden rigtigt at være det. Hun kunne fornemme at hendes tanker blev negative. Hun syntes pludselig at kollegielivet var dødsygt, at hendes Madklub-veninder var røvkedelige og det med at lege voksen blev pludselig alt for alvorligt.

Da hun åbnede postkassen og så blomsterpostkortet vidste hun pludselig hvorfor hun havde haft det svært. Hun følte alt blodet forlade hovedet og hun var næsten ved at besvime og kunne ikke trække vejret. Hendes hjerte galoperede afsted, og hun var bange. Hun kiggede sig over skulderen, velvidende at hun var alene. Hun tog hurtigt kortet uden at vende det om og skyndte sig op på sit værelse. Hun vendte det om: ’Glædelig jul, blomst’ og kvalmen væltede ind over hende. Hun fik samme forfærdelig fornemmelse af et skrig der sidder fast i halsen, som når hun drømte sin drøm. Dén drøm om dén aften, om Tommys fødselsdag. Drømmen om det som hun ikke tør huske.

Hun ville sådan ønske hun kunne ringe til Gitte, men Gitte var på rejse jorden rundt. Hun var blevet færdig med gymnasiet og havde arbejdet hele efteråret og nu rejste hun rundt i Asien og senere Australien.  Anemone savnede hende forfærdeligt. Hun var den eneste der forstod hvad det her postkort betød for Anemone. Det var først senere på dagen Anemone fik en hel anden og mere skræmmende tanke: ’Hvor kender afsenderen min nye adresse fra?’