3. december 1992

Skrevet af Mai

1. år på handelsskolen havde været en fejltagelse. Gittes far var af den overbevisning, at gymnasiet var for hippier, som i øvrigt ville blive arbejdsløse, mens handelsskolen ville åbne mange flere døre for Gitte. På efterskolen havde hun ellers følt sig klar til at ændre verden og ville starte med den nære og småborgerlige verden, som murermestervillaen i Ikast udgjorde. Det var bare som om, revolutionen i hendes hjerte blev til små latterlige udbrud, når hendes far slog ud med hænderne og pegede over på den bygning på den anden side af vejen, som var hans livsværk - hans bundsolide virksomhed, som var startet i garagen, men nu var leverandør af maskiner til hele verdens tekstilindustri. Han sluttede altid med et passioneret: "Tror du jeg kunne have lært det på gymnasiet?" På det tidspunkt havde han ildrøde kinder og der kom en fin sky af spyt med ud lige ved s-lyden, når han vrængede 'gymnasiet.'

Så Gitte landede på HG1 og sad og kiggede på de kortklippede drenge med blå øjne, lyst hår, blå holdninger og kun arrogance til overs for gymnasieflipperne. Der var ingen, der lignede Tommy. Ingen havde de dybe, eftertænksomme øjne og ingen gjorde sig de samme dybe tanker. Ingen kunne spille guitar, men mange skulle spille fodboldkamp om lørdagen, så de slet ikke kunne komme med til fredagsfesterne. Håndboldklubben ville også gerne have Gitte tilbage. Så ville hun blive fuldstændig lige som alle de andre piger i klassen. Håndbold, handelsskole og husmoderdrømme med halvtidsjob - eventuelt som ansat i deres kommende mands virksomhed, men først efter de havde fået børn. Gitte gik til sin mor, bag om sin fars ryg, og efter sommerferien var hun startet i 1.g., hvor hun havde fået det meget bedre. Faderen havde resigneret og var gået i gang med at påvirke lillesøsteren, som nu havde fritidsjob i firmaet.

Hvert år i starten af december vendte Gittes tanker tilbage til den decembernat i Aalborg for to år siden. Hun havde endnu engang siddet og kigget på det gamle elevbillede fra efterskolen og undret sig over, hvorfor der var kommet en tavshed mellem det uadskillelige trekløver efter juleferien. Hun havde ringet til Anemone juleaftensdag, men hendes mor var vendt tilbage til telefonen og havde sagt, at Anemone sov. Tommy havde hun ikke turdet ringe til. Hvad skulle hun sige? Han havde jo valgt hende fra. Desuden havde Gitte haft på fornemmelsen, at moderen lyttede med på alle hendes telefonsamtaler den juleferie, efter at mosteren havde berettet om det syn, der havde mødt hende i klublokalet lørdag morgen efter Tommys fødselsdagsfest. Moderen havde også prøvet at ringe til Tommys mor, selv om Gitte havde råbt og skreget, at hun skulle lade være. Det havde været totalt pinligt for Gitte. Hun vidste ikke, om Anemones forældre også havde fået en opringning af hendes geskæftige mor, men havde på fornemmelsen, at der var noget, de voksne holdt hemmeligt. Noget der af en eller anden grund ikke måtte komme frem i lyset. Noget, der var startet den nat i Aalborg. Anemone og Tommy var blevet ved med at komme sammen resten af skoleåret, og der var blevet skiftet værelseskammerater efter jul. Gitte var kommet med i en flok piger, der havde haft det sjovt resten af året. Men der var ingen som Tommy.

Til gammel elevdag var hverken Anemone eller Tommy dukket op det første år. Gitte havde aldrig rigtig haft lejlighed til at vise, at hun var blevet OK med, at de var kærester. Tanken om, at de måske holdt afstand på grund af hendes jalousi irriterede hende. Henrik havde selvfølgelig været til gammel elevdag. Han havde forventningsfuldt fortalt Gitte, at de to andre stadig var sammen og derefter totalt belejret Gitte hele eftermiddagen og til den efterfølgende gammel elevfest på skolen. Året efter kom Gitte heller ikke.

Hun blev brat revet tilbage til nutiden, da hendes mor kom vadende ind på værelset med telefonen, og med et undrende blik højt hviskede: "Det er Anemone." Gittes hjerte hamrede op i halsen på hende. Hun kunne næsten ikke få moderen verfet ud hurtigt nok - og tjekket, at hun ikke stod og lyttede på den anden side af døren eller en anden telefon - før hun greb røret. "Hej det er Gitte," sagde hun så neutralt som muligt. "Der lød et snøft i den anden ende af røret og så den så velkendte fortrolige varme stemme, som Anemone havde hvisket hende så mange hemmeligheder med: "Undskyld Gitte. Jeg er virkelig ked af jeg ikke har ringet før, men du må hjælpe mig. Tommy er væk, politiet har været her og endevendt vores kollektiv. Hvad skal jeg gøre?" Hun lod tårerne få frit løb i den anden ende. Og Gitte sagde straks: "Du skal komme over til mig i weekenden, jeg skal ikke noget om lørdagen. Hvad siger du til det?" "Det vil jeg gerne," sagde Anemone med lillebitte stemme. Hun lød pludselig så ensom, den seje sorte Anemone, og Gitte fik lyst til at passe på hende.