11. december 2000

Skrevet af Mai

Gitte stillede barnevognen udenfor vuggestuen. Magnus sov roligt, og der var næsten ikke andet til syne end de varme røde kinder og den lille næse. Resten var dækket af dyne og elefanthue. Skulle hendes lille dreng virkelig passes af andre nu? Der var jo ingen, der kendte ham som hende. Ingen andre havde vadet frem og tilbage i den natmørke lejlighed med Magnus skrigende af mellemørebetændelse. Ingen andre vidste, at han foretrak sine rugbrødsmadder skåret i stykker á 1 kvadratcentimeter og med et tyndt lag leverpostej fra Hanegal. Jakob vidste det faktisk heller ikke - og de havde skændtes meget det forløbne år. Men de endte altid med at give deres forhold en chance mere.

Pædagogen Lone var en midaldrende dame med effektive bevægelser. Til Gittes store overraskelse virkede Magnus faktisk nysgerrig efter at lære hende at kende, da han var vågnet fra sin formiddagslur. Meget underligt. Det blev til, at Gitte fik lov at gå en lille tur alene.

Det føltes nøgent at gå rundt uden barnevogn. Samtidig fik hun et sug i maven af frihed, da det gik op for hende, at hun havde 2 timer fuldstændig uden at stå til ansvar overfor nogen eller noget. Hun havde tid til at tænke en tanke færdig, uden at blive afbrudt af Magnus. Hun slentrede rundt inde i centrum og faldt lidt i staver foran Budolfi Kirke. Den var så smuk med et fint hvidt lag julesne på. Og bag dens tykke mure var Tommy blevet døbt for snart 27 år siden. Måske havde han dengang haft lykkelige forældre, som ville bygge en ny lille familie op. Måske havde Connie gået med ham i barnevognen langs fuldstændig den samme rute, som Gitte ofte gik med Magnus.

Der kom en helt affarvet kvinde gående imod Gitte på fortovet. Hun havde høje stiletter på, samt stramme skindbukser og skindjakke, selv om hun så ud til at være omkring 50. Hun inhalerede kraftigt på en cigaret, idet Gitte fik øjenkontakt med hende. DE ØJNE! Den håndbevægelse hun gjorde, da hun førte cigaretten op til munden var helt identisk med Tommys. Nu måtte Gitte handle hurtigt. Hun trådte ind foran hende, og spurgte: "Undskyld, ved du hvilken bus, der kører til Svenstrup?" Kvinden standsede og kiggede undrende. Det tog hende et øjeblik at fokusere på Gittes ansigt. "Nej det ved jeg sgu ikke," svarede hun og ville tydeligvis gerne videre. "Åh, det er fordi, jeg skal besøge min mormor, og jeg er allerede forsinket, og jeg kan bare ikke finde ud af den der busplan." Den anden kvinde kiggede underligt og kneb øjnene hånligt sammen, mens hun så vurderende på Gitte. Hun var tydeligvis ikke vant til at blive antastet på gaden som ekspert i noget som helst. Vurderingen faldt dog ud til Gittes fordel så det ud til, og der kom noget moderligt og omsorgsfuldt op i den anden kvindes blik. Hun stavrede på de høje stiletter hen til busskiltet og udpegede bussens nummer og retning for Gitte.  "Årh tusind tak, jeg var virkelig helt forvirret over de buslinier. Må jeg ikke nok få lov at sende dig en lille ting som tak. Jeg har ingen kontanter på mig." Gitte vidste godt, at hun var på tynd is her. Men smigren virkede, og kvinden så ud til at veksle mellem grådighed og arrogance, indtil hun tog en lap papir frem og kradsede sit navn og adresse ned på bagsiden af en bon fra bunden af hendes taske.

Gitte fortrak ikke en mine, da hun modtog papiret. Der stod ganske rigtigt Connie Larsen og adressen var Ravnkildevej i Aalborg Ø. "Du har reddet min dag - 1000 tak!" I det samme kom bussen, og Gitte var nødt til at stige på. Hun vinkede til Connie og skyndte sig at stå af igen ved næste stop. Magnus! Hun skulle hente Magnus! Tænk at hun helt havde formået at glemme ham.

Hun skulle også skynde sig at have fat i Anemone. Connie havde længe været et missing link i deres jagt på de mystiske postkort, Anemonesangen fra efterskolen og ikke mindst Laurens. Hvor var han? Danmark eller Holland? Sydafrika eller Thailand? Og var Tommy sammen med ham? Og hvad var det i så fald, der fik Tommy til at tie stille i så mange år - han kunne vel ikke ligefrem bo sammen med sin far? Der var noget, der ikke stemte. Og Gitte kunne slet ikke få billedet til at passe med den patient, hun havde set i sin praktik på psykiatrisk afdeling før sin barsel. Det var en patient plaget af vrangforestillinger og som var dybt medicineret, mens han var indlagt.