13. december 2002

Skrevet af Lene T.

Gitte steg ud af toget på Aarhus Hovedbanegård. Der var sne i luften, og hendes næse var kold som en istap. Hun kæmpede sig langsomt, men sikkert gennem menneskemængden, til hun nåede Strøget. Mens hun ventede på at lyset ved fodgængerfeltet skulle skift til grøn, faldt hun i staver. Det var rart at være i en by, hvor hun ikke risikerede at møde nogen, hun kendte. På den måde slap hun for at skulle bortforklare de mørke rander under øjnene og lade som om, alting bare var super i det lille rækkehus. Dagene forsvandt den ene efter den anden. Stå op, aflevere Magnus i børnehave, tage på arbejde, hente, lave mad, falde i søvn. Var det virkelig det eneste, hun havde at se frem til de næste mange år? Det hjalp heller ikke på tingenes tilstand, at der var varslet fyringer på Jakobs arbejde. Han arbejdede over næsten hver dag for at vise, at han var uundværlig. Den sørgelige sandhed, tænkte Gitte, er at ingen er uundværlig – og måske var Jakob heller ikke uundværlig i hendes liv. Han ville jo altid være Magnus’ far, så på den måde var han jo uundværlig for ham. Men måske var det faktisk bedre, hvis de ikke boede sammen. Tanken havde mere end strejfet Gitte gennem det sidste års tid. Og det var jo ikke fordi, de ikke havde kæmpet for det – det synes hun faktisk, de havde… Men det var som om, der ikke var flere kampe tilbage i dem. De skændtes ikke engang mere – heller ikke om logistiske forhold som ’hvem henter Magnus?’ og ’hvem handler mad?’. De var bare helt holdt op med at snakke sammen.

Lyset skiftede og Gitte krydsede vejen. Hun havde spurgt sin mor, om hun gad passe Magnus hele dagen, så hun kunne få købt julegaver, og så havde hun benyttet lejligheden til at tage til Aarhus.

Hun havde besluttet, at hun også ville købe en lille gave til Anemone. De havde ikke snakket så meget sammen det sidste års tid. Gitte havde haft bekymringer nok, og hvis hun skulle være helt ærlig, var hun nok også blevet træt af at jage spøgelser. Det var synd for Anemone, at hun savnede Tommy og aldrig havde fået en afklaring, men nogle gange måtte man lægge fortiden bag sig og komme videre. På den anden side vidste Gitte godt, at Anemone stadig var plaget af mareridt, og de var ikke blevet færre siden deres tur til Sydafrika. Gitte svor indvendig, at hun ville pleje forholdet til Anemone i det nye år.

Mange butikker og endnu flere poser senere sad Gitte på Starbucks i Sallings stormagasin og kiggede på det kæmpestore juletræ i butikkens indgangsparti. Hun sippede sin chai latté og følte sig - trods de ømme arme og fødder og det glohede dankort - mere afslappet, end hun havde gjort længe. Hun kunne endda ikke lade være med at smile af alle de stressede handlende, der hastede forbi hende uden at ænse andet end, hvordan de hurtigst muligt kunne få overstået det næste indkøb på listen.

Men pludselig midt i varmen fra lattén, var der noget, der fik det til at løbe koldt ned af Gittes ryg, og det var som om alle lyde forsvandt, så det eneste, hun kunne høre, var sit eget hjerteslag. Var det virkelig… ? Det kunne det ikke være – det kunne det bare ikke…! Hun sat koppen ned så hårdt, at der sprøjtede chai ud over bordet, og gæsterne ved siden af kiggede undrende på hende. Gitte fik febrilsk og uelegant samlet alle sine poser sammen og maste sig forbi den lange kø - lige tids nok til at se en flok handlende gå ind i elevatoren. Hun var få meter fra den, da dørene gik i – for langt fra til at nå at stoppe den, men tæt nok til at få bekræftet, hvad hun allerede vidste: Han var selvfølgelig ældre, end sidst hun så ham, men som han stod der lige inden for døren, var der ingen tvivl. Det var Tommy!