7. december 1996

Skrevet af Christine

Varmen buldrede imod hendes ansigt da hun steg ud af flyvemaskinen. Den tunge hørm fra flyets motorer var så overvældende at hun kortvarigt var ved at miste fodfæstet på vej ned af flytrappen.  Hun genvandt fatningen og gik målrettet imod lufthavnsbygningen sammen med de andre passagerer. Der var politi og vagter ligegyldigt hvor hun så hen. Der var en spænding i luften, som hun ikke helt kunne gennemskue hvor stammede fra. Ved paskontrollen stod en masse mennesker. Vagterne holdt dem tilbage, en særlig gæst skulle passere. Hun strakte sin tidligere så sportstrænede krop, stod på tæer for at se hvad der foregik. Folk omkring hende snakkede om hvem det kunne være, hun spidsede ører og syntes hun hørte ”dela” blive gentaget igen og igen. Et følge kom forbi, i midten gik en høj mørk mand med lidt hvidt i det mørke krøllede hår. Han smilede og vinkede, og folk begyndte at klappe, pifte og råbe. Hun følte et sug i maven, det var jo selveste Nelson Mandela!!  Tænk at hun skulle være så heldig at få et glimt af så stor en personlighed, her på sin rejse rundt om i verden, en rejse der nu var kommet til Johannesburg. 

Hun havde aftalt at mødes med Anemone her i Johannesburg, for det årligt tilbagevendende postkort var kommet tidligt i år, nemlig allerede sidst i november, og kortet var knapt landet i Anemones postkasse før Gitte havde hende i telefonen og de var hurtigt blevet enige om at de måtte udforske hvor det kort kom fra. Så i bedste ”sporløs” stil havde hun booket en enkelt billet til Johannesburg, hvor det seneste kort var stemplet fra, og Anemone havde gjort det samme. Eneste forskel var at Anemone rejste fra København og hun kom direkte fra Melbourne, hvor hendes rundrejse indtil videre havde bragt hende. Planen var ellers, at hun skulle rejse hjem til jul i morgen det havde hun lovet sin mor, men det kunne vel også stadig nås, der var jo 17 dage til endnu. Nu skulle de bare finde ud af, hvor det postkort kom fra, hvem der kunne have sendt det og HVORFOR?  De spørgsmål have hun og Anemone forsøgt at løse vha. lange og dyre telefonsamtaler i løbet af det sidste år, men de var ikke rigtig blevet klogere. Det de vidste, var at én der kaldte Anemone for ”blomst” ville ønske glædelig jul hvert år i december, håndskriften var ikke Tommys, selvom han jo var forsvundet og det ville være oplagt at han gav et livstegn til sin elskede Anemone. Men håndskriften lignede mere Henriks, det havde hun allerede set for 2 år siden, hjemme hos Anemone. De havde i lang tid været overbeviste om at postkortene kom fra Henrik, og de havde haft lange telefonsnakke om HVORFOR Henrik ville sende de mystiske postkort til Anemone. Var han hemmeligt forelsket i Anemone? Hvorfor kunne han ikke bare erklære sin kærlighed i stedet for disse mystiske postkort? Hvad ville han opnå med det? De var gået så langt som til at aftale at Anemone skulle kontakte Henrik og konfrontere ham med postkortene.  De havde i fællesskab fundet hans adresse og telefonnummer, og Anemone havde ringet, havde fået fat i Henriks mor, der kunne oplyse at Henrik bestemt ikke havde været i Thailand nogensinde og at han i øvrigt slet ikke kunne lide at rejse, han boede skam stadig hjemme hos hende, og der blev han boende de næste mange år!

Så nu stod Gitte her i ankomsthallen i Tambo International Airport og ventede på at få udleveret bilnøglen til den bil, der forhåbentlig skulle føre hende og Anemone til afsenderen af postkortene. Foreløbigt ville Anemone ankomme om ca. 1 time, hvis flyet fra København var rettidigt, og så måtte de lægge en plan sammen for hvad de skulle gøre. Først og fremmest glædede Gitte sig til at se Anemone igen, det var længe siden, og hun havde mistet fornemmelsen for, hvordan Anemone egentlig havde det. Igennem deres lange snakke havde hun forstået, at Anemone led af voldsomme mareridt, som hun ikke ville fortælle hvad handlede om.  Gitte havde et par gange spurgt ind til Anemones søvnløshed, men noget inde i hende stoppede hende hver gang hun skulle til at spørge mere indgående til mareridtene…..