21. december 2010

Skrevet af kaal

Sneen dalede ned som på et julekort … ned på oven på alt det andet sne, der var kommet de seneste dage. Gitte sad og stirrede ud på det. Hendes humør var lige så sort som sneen var hvid. Jesper Theilgaard kværnede løs på tv'et om hvidjulsbarometer - og i år ville julen blive hvid. Hun var ligeglad. Jakob havde været forbi i dag for at hente Magnus. De skulle holde jul hos hans forældre, og Magnus ville først blive afleveret igen d. 25. I marts havde Jakob ikke kunnet holde det ud længere. Hendes humørsvingninger og hendes indesluttethed. Når hun talte, var det kun om sig selv, sin sygdom, sine efterskolevenner og sit dystre syn på fremtiden. Han ville være glad, og det kunne han ikke blive sammen med hende. Og så var han flyttet.

Så nu sad hun her i lejligheden, som var færdigindrettet, og den var som hun gerne ville have den. Julegaverne var købt, og hun behøvede ikke gå ud mere i dag. I går var hun til kontrol på Skejby Sygehus. De sædvanlige blodprøver, der for første gang sidste år havde været stabile – ingen negativ udvikling i hendes tal. Tankerne om resultaterne i år fyldte meget i hendes tanker, og gjorde ikke humøret bedre. Svaret ville hun få ved sin egen læge i januar. De skader hun havde fået da sygdommen ikke var under kontrol døjede hun stadig med. Absencerne, den hullede hukommelse, den slappe muskulatur i ansigtet og frem for alt trætheden.

Efter Jakob var flyttet, var hun begyndt at gå til kor. Det gjorde hende godt. Hver gang hun sang faldt hun til ro, og oplevede at komme tættere på de begivenheder, der til hverdag ikke var tilgængelige i hendes hukommelse. Anemone havde været med de første gange, og det var Gitte rigtig glad for. Anemone stoppede dog hurtigt igen, og brugte den ugentlige korsang som undskyldning for at kunne se Tommy i smug. Gitte gad egentlig ikke være en del af den løgn, men det hele var så indviklet nu, at hun ikke kunne finde ud af at sige hverken til eller fra. Tommy og Anemones forhold var ikke sundt. De var ikke ærlige overfor hinanden. Det havde vist sig i løbet af året, at Tommy havde forbindelser ind i det århusianske rockermiljø. Han havde solgt steroider og havde nogle uafsluttede forretninger, som han havde kaldt det. Han var begyndt at betro sig til Gitte. Både om sig selv og om problemerne i forholdet til Anemone. Tommy mente selv, at hans problemer skyldtes ”et vanskeligt sind”. Da Gitte havde spurgt direkte hvad hans problem var, havde han klappet i og mumlet ”Du vil alligevel ikke forstå det”. Det kunne Gitte kun give ham ret i. Hvad kan retfærdiggøre kriminalitet og voldsom adfærd? Ingenting i Gittes verden.

Nu startede et af Gitte yndlingsprogrammer. ”Året der gik 2010.” Jesper Theilgaard tonede frem på skærmen igen. Der gik et sug af sorg gennem Gitte. Programmet indledtes med en lang gennemgang af vulkanudbruddet ved Eyjafjallajökull i marts, hvor flytrafikken var påvirket i hele Europa. Det var netop i de dage Jakob var flyttet, og den knugende sorg fra dengang, meldte sig igen. De havde sammen smilet af de forskellige reporteres kluntede forsøg på at udtale det islandske navn på vulkanen. Nu fik samme gennemgang maven til at snøre sig sammen og tårerne vælde frem i øjnene. Ah, kunne den følelse ikke bare forsvinde. Hun mærkede den ikke så ofte mere, men hver gang den meldte sig, var hun magtesløs og måtte bare lade sorgen komme og tage hende.

Gitte tog sig selv i at trække på smilebåndet gennem tårer, da det ringede på døren. Hun blev glad og spændt, hvem kunne det være? Alle former for adspredelse var velkomne lige nu. Hun havde både julete og brunkager i skabet. Med et fast tag åbnede hun døren. Udenfor stod Anemone med sne i håret og en alt for tynd jakke.